Sneploven blev første gang "prøveskubbet" i vinteren 2011.
I vinteren 2012 kom der ikke ret meget sne, så der blev kun lejlighed til at rydde nogle bunker vi selv fejede ud på sporet.
Men i vinteren 2013 kom der rigtig gang i det. Allerede i december var der masser af sne og der blev lejlighed til at forsøge med en påbygget roterende stålbørste for at få det sidste tynde lag sne af sporet, så mindst et af de drivende hjul kunne få bid.
Det var dog sjældent muligt at komme igennem en snedrive på een gang, derfor er det nødvendigt at bakke for at tage tilløb. Men så pakker sneen sammen under ploven.
Ved næste ombygning blev ploven gjort vippebar, så sneen ikke pakker og med et snoretræk løftes den op på plads når der skal ryddes sne.
Den roterende stålbørste havde i mellemtiden vist sig for besværlig, så der blev lavet ny skraber under ploven, i form af et par skråtstillede U-jern, holdt nede af en vægtklods. Det blev nødvendigt med en anordning der løfter skraberen, når ploven vippes, så er det også muligt at køre hen over dreje-skiven, hvor skinnerne ikke altid ligger i niveau.
Efter at have kørt med en ombygget havetraktor forsynet med skinnehjul (2011), blev der i vinteren 2014 bygget en ny "skubber" med 24 V el-motor og godt med batterikapacitet. Den bruges om sommeren til at drive Bamsetoget.
Der køres ikke ret meget med tog om vinteren hvor det er koldt, men jeg synes det er sjovt at køre med sneplov, så jeg benytter en hver lejlighed der byder sig.
Se filmen: https://www.youtube.com/watch?v=IDYp9SbJVgk
|